En bivirkning af finanskrisen er, at stadig flere tænker: Karl Marx havde ret.
1800-tallets store revolutionære filosof og økonom mente, at kapitalismen var radikalt ustabil. Den havde en indbygget tendens til at producere stadig større bobler og krak. På længere sigt var den dømt til at udslette sig selv.
Marx hilste kapitalismens forestående selvdestruktion velkommen. Han var overbevist om, at der ville udbryde en folkelig revolution, som ville bane vej for et kommunistisk system, der ville blive ikke blot mere produktivt, men også mere humant.
Marx tog fejl angående kommunismen. Men i sin forståelse af kapitalismens revolutionære art var han profetisk: Han ikke blot gennemskuede kapitalismens endemiske ustabilitet. Mere fundamentalt indså Marx også, hvordan kapitalismen tilintetgør sit eget sociale grundlag: middelklassens livsstil. Den marxistiske terminologi med bourgeoisi og proletariat klinger i dag arkaisk. Men da han hævdede, at kapitalismen ville styrte middelklassen ud i en lige så usikker stilling som vilkårene blandt hårdt pressede lønarbejdere fra hans egen epoke, foregreb han den gennemgribende ændring i vores livsform, vi i dag kæmper for at få rede på.
Han påviste, at kapitalismen var historiens mest revolutionerende økonomiske system: Jæger-samlere opretholdt deres levevis i tusinder af år, slavekulturer næsten lige så længe og de feudale samfund bestod i mange århundreder.
I modsætning hertil forvandler kapitalisme alt, hvad den kommer i berøring med. Det er ikke kun de materielle produkter, der konstant forandrer sig. Hele virksomheder og brancher bliver skabt og ødelagt i en uophørlig strøm af innovation, mens menneskelige relationer opløses og genopfindes i nye former.
Kapitalismen er blevet betegnet som en kreativ destruktionsproces, og ingen kan benægte, at den har været uhyre produktiv.
Næsten alle, der lever i dag, har en højere realindkomst, end de ville have haft, hvis kapitalismen aldrig havde eksisteret.
Problemet er, at blandt de ting, der er blevet ødelagt i processen, er også den livsform, fortidens kapitalisme nyggede på.
Middelklassen falder
Kapitalismens forsvarere hævder, at kapitalismen giver alle mennesker de fordele, der på Marx’ tid var forbeholdt ‘bourgeoisiet’, dvs. den middel- og overklasseklasse, der ejede kapital og havde en rimelig grad af sikkerhed og frihed i deres liv.
Under det 19. århundredes kapitalisme havde de fleste mennesker intet. De levede af at sælge deres arbejdskraft, og når markederne røg i recession, måtte de døje med barske konsekvenser. Men efterhånden som kapitalismen udvikler sig, siger dens forsvarere, vil et stigende antal mennesker kunne drage fordele af den.
Tilfredsstillende karrierer vil ikke være forbeholdt de få. Aldrig mere skal almindelige mennesker kæmpe fra måned til måned for at overleve på en usikker løn. Beskyttet af opsparing, ejerskab af fast ejendom og en anstændig pension vil de kunne planlægge deres liv uden frygt. Med den demokratiske udvikling og velstandsspredning vil ingen længere være udelukket fra at nyde det gode borgerlige liv. Alle kan blive optaget i middelklassen.
Men i Storbritannien, USA og mange andre højtudviklede lande er der i løbet af de sidste 20 eller 30 år sket det modsatte. Jobsikkerhed eksisterer ikke længere, flere brancher og erhverv fra fortiden er væk; en livslang karriere i samme virksomhed er blevet et særsyn.
Hvis folk har formue, står den i deres huse, men huspriserne kan ikke blive ved at stige. Når kreditten er stram som i dag, kan de stagnere i årevis. Et svindende mindretal kan regne med en pension, som de kan leve mageligt af. Kun få har opsparing af betydning.
Flere og flere lever fra dag til dag med kun vage forestillinger om, hvad fremtiden bringer. Middelklassemennesker plejede at forestille sig, at deres liv ville udfolde sig i en velordnet udvikling. Men det er ikke længere muligt at anskue tilværelsen som en række faser, hvor hver enkelt når et skridt opad fra sin forgænger.
I den kreative destruktionsproces er stigen sparket væk, og for et stigende antal mennesker er en middelklassetilværelse end ikke noget, de kan hige efter.
I takt med at kapitalismen skrider frem, kaster den de fleste mennesker tilbage til en ny version af den usikre eksistens hos Marx’ proletarer. Nok er vore indkomster langt højere, og nok beskytter resterne af efterkrigstidens velfærdsstat os endnu i nogen grad imod social katastrofe.
Men vi har meget lidt effektiv kontrol over vores livsforløb, og den usikkerhed, vi må leve med, forværres nu også af vore politikeres måde at håndtere den finansielle krise på. Rentesatser tæt på nul og stigende priser betyder, at man får et negativt afkast på sine penge, og at ens kapital med tiden udhules.
Situationen for mange unge er værre endnu. For at erhverve de færdigheder, de har brug for på arbejdsmarkedet, må de stifte gæld. Da omskoling på et tidspunkt kan blive nødvendigt, er det nødvendigt at spare op, men har man stiftet gæld fra starten, kan dette blive vanskeligt. I dag har de fleste unge mennesker udsigt til et fremtidigt liv i usikkerhed.
Samtidig med at den fratager mennesker det borgerlige livs tryghed, har kapitalismen gjort de persontyper, der levede det borgerlige liv, forældet. I Thatchers Storbritannien i 1980’erne var der megen snak om victorianske værdier og fortalere for det frie marked yndede at argumentere for, at dette ville bringe fortidens sunde dyder tilbage.
For mange, f.eks. kvinder og de fattige, kan disse victorianske værdier være temmelig lammende. Men den afgørende kendsgerning er, at det frie marked tenderer mod at underminere de dyder, der opretholdt det borgerlige liv.
Når opsparing smelter væk, kan sparsommelighed blive vejen til ruin. Det er den person, der låner hæmningsløst og er ikke bange for at erklære sig konkurs, der overlever og søger videre mod ny velstand.
Når arbejdsmarkedet er meget mobilt er det ikke dem, der pligtskyldigt passer deres job, som får succes. Det er derimod dem, der altid er klar til at prøve noget nyt, som ser mere lovende ud.
Ingen oaser af sikkerhed
I et samfund, der løbende forvandles af markedskræfterne, bliver de traditionelle værdier dysfunktionelle, og enhver, der forsøger at leve efter dem, risikerer at havne på historiens mødding.
Med blikket rettet mod en fremtid, hvor markedet ville gennemsyre alle livsaspekter, skrev Marx i Det kommunistiske Manifest: »Alt, der er solidt, smelter og bliver til luft«. For en person, der levede i det tidlige victorianske England — manifestet offentliggjordes i 1848 — var det en forbløffende fremsynet iagttagelse.
Dengang forekom intet mere solidt end de samfund, i hvis randzoner Marx levede. Halvandet århundrede senere er vi havnet i den verden, han forudå, hvor alles tilværelse er eksperimenterende og midlertidig, og pludselig ruin kan indtræffe når som helst.
En lille fåtal har akkumuleret enorm rigdom, men selv denne har en flygtig, næsten spøgelsesagtig kvalitet. I victoriansk tid havde de virkeligt rige fint råd til at slappe af, forudsat at de forvaltede deres penge konservativt. Når heltene i Dickens’ romaner endelig arver en formue, foretager de sig herefter intet.
I dag findes der ingen oaser af sikkerhed. Markedets centrifugalkræfter er således, at ingen kan vide, hvad der vil have værdi om bare et par år.
Denne tilstand af evig uro er kapitalismens permanente revolution, og jeg tror den kommer til at være med os i al overskuelig fremtid. Vi er kun nået en lille del af vejen igennem en finanskrise, der vil vende mange flere ting på hovedet.
Valutaer og regeringer kan gå under, sammen med dele af det finansielle system, vi troede var blevet sikret. Der er ikke blevet sat effektivt ind imod risici, der truede med at fastfryse verdensøkonomien for kun tre år siden. De er blot forskudt til statsniveau.
Uanset hvad politikerne fortæller os om behovet for at dæmme op for underskud, er der oparbejdet gæld i en så enorm skala, at den aldrig kan tilbagebetales. Den vil næsten helt sikkert blive inflateret væk — en proces, der vil blive forbundet med smerte og forarmelse for mange.
Resultatet kan kun blive yderligere omvæltninger af endnu større omfang. Det bliver ikke verdens undergang, ja end ikke kapitalismens undergang. Men uanset hvad der sker, vil vi blive nødt til at lære at leve med den uberegnelige energi, markedet har frisat.
Kapitalismen har ganske rigtigt ført til en revolution, men ikke til den, Marx forventede. Den iltre tyske tænker hadede det borgerlige liv og så frem til, at kommunismen skulle ødelægge det. Og netop som han forudsagde, er den borgerlige verden blevet ødelagt. Men det var ikke kommunismen, der stod bag denne dåd. Det skulle blive kapitalismen, der dræbte borgerskabet.
© John Gray og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
I dag udgør det kapitalistiske system, et sammenhængende globalt økonomi system. Små og store udsving et sted i systemet påvirker hele systemet. Arbejdsdelingen indenfor systemet er kendetegnet ved, en center periferi struktur, m.a.o. har vi en global arbejdsdeling, hvor center landende udøver hegemoni over og eksploitere periferi landende. Det passer derfor ikke når John Gray påstå at: ” Næsten alle, der lever i dag, har en højere realindkomst, end de ville have haft, hvis kapitalismen aldrig havde eksisteret”. Den holder ikke vand hvis man ser på den globale sociale tilstand, så er der flere med lavere eller, ingen uddannelse end dem der har en uddannelse. Hvad John Gray beskriver, er tilstanden i dag hos det tyvendeårhundreds industrisamfund. Her ser han ganske klart at kapitalismen er middelklassens store fjende. Kløften mellem de som har, og de som ikke har, bliver stædig dybere, og opgøret med kapitalismen holdes kun nede gennem en gigantisk overbygning, af illusioner, som daglig produceres og konsumeres af middelklassen. At bevidstgøre middelklassen, om deres egen situation, er den revolutionære opgave i dagens samfund. Det sker ikke af sig selv, dertil er middelklassen alt for bange for at se realiteterne i øjnene.
Denne kommentar er anbefalet af:
Artikkelens “innhold” er et demagogisk spill med ord. Plattenslageri og ordsvindel.
Kapitalismen har nesten avskaffet det siviliserte, kulturarven, som er een betydning av “det borgerlige”. Det skjedde allerede med første verdenskrig og imperialismen, og derfor fastslo Rosa Luxemburg, som her til forskjell fra alle marxismens dogmatikere, grep og utviklet en sentral anelse hos Marx, at menneskehetens valg nå sto mellem barbari eller avvikling av kapitalismen. Hun så at kapitalismen kunne utvikle seg til å bli menneskeartens sammenbrudd. Det samme så folk som Walter Benjamin, Bertold Brecht og mange andre tenksomme. Hennes syn forekom den tyske storkapitals herskende kretser så truende, at de ledende kretser stiftet en hemmelig terrorklubb (“den antibolsjevikkiske liga”) 10. januar 1919 og bestilte mordet på henne og hennes medarbeider Karl Liebknecht, som skjedde fem dager seinere. Luxemburg gjennemskuet 1918 at Lenins sovjettiske system bare var byråkratisk-diktatorisk statskapitalisme, en annen variant av barbariet, og utviklingen av stalinismen ga henne også her rett, liksom den viste at de herskende i hennes eget land Tyskland strebte etter barbariet da nazismen vant frem.
Begge disse totalitære systemer ble beseiret av vestlige/amerikanske systemer og metoder, om ikke ga dem noe etter i barbari, men var langt mer smarte og forførende i sine former for det totalitære. Forskjellen mellem atombomber, gasskamre og napalm osv. er til å overskue. Konsumismens ensretting er ikke mindre totalitær enn stalinismens, den er bare mer effektiv og overbevisende.
Har kapitalismen avskaffet den herskende klasse?
Nei, tvertimot. Den har bare gjort dennes ledende skikt så ekstremt fåtallig, totalitært ensrettet, barbarisk maktgalt, hybrisbefengt og samtidig svimlende rikt og allmektig, at det er rimelig å tale om en ny type faraoner, som nå truer hele menneskearten og store deler av dens omgivende natur, den naturgrunnlag, med undergang på grunn av sitt galopperende kasinospilleri.
Denne kapitalismen har lite med marked å gjøre, men desto mer med monopol, allmaktsfantasier, psykopatologi, korrupsjon, hensynsløs kalkulerende umenneskelighet, mafia og terror i allverdens former. Men den er først og fremst en nihilisme, en krafsende hvileløs geskjeftighet og havesyke hvis mål er abstrakt allmakt i form av pengekontroll, og som derfor ikke kan begripe livets verdi, og at jorden er en klode med begrensede ressurser, at mennesket har sine begrensninger osv. Nei den vil legge jorden øde for bygge opp kapital til å fare videre ut i det døde og tomme intet i verdensrommet.
For å oppnå dette “mål” ødelegger den kulturen som er skapt av årtuseners dyrekjøpt erfaring og forvandler alt til jag etter vind og stinkbarokk megalomani.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kapitalismen vil dø, alene af den grund at den ikke længere opfylder de behov, mennesker har. Der er ingen fordel ved at holde kapitalismen i live i en verden, hvor mangel på alting er en politisk beslutning snarere end genuin mangel.
Denne kommentar er anbefalet af:
når kapitalismen ikke længere kan,vil den blive erstattet med fascisme. Efter mussolinis forbillede: en alliance mellem statsmagten og de højere lag i erhvervslivet til at køre kapitalismen med gensidigt fordelagtige arrangementer til at maksimere profit, mindske profithæmmende indgreb fra statens side og holde rakket i ave.
Det ville have været rart om marx havde fået ret i stedet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er i den aktuelle danske politiske situatiuon uheldsvarslende, at SF nu går helhjertet ind for den (kapitalistiske) vækstfolosofi, der er en dødssejler, samt at Helle Thorning Schmidt nu som en anden dronning erklærer, at hun vil være statsminister for “hele folket” og ikke kun den “ene halvdel(?)”.
Leve kyllingehjernerne!
Jeg ser frem til at samtlige partier til højre for Enhedslisten bliver afstraffet for at have stiftet dansk statsgæld ved at pumpe begrænsede pengemidler i en økonomisk subduktionszone. Det var naivt, håbefuldt, tyvagtigt og forræderisk mod fællesskabet, og vi sagde det allerede for tre år siden!
Denne kommentar er anbefalet af:
I et forsøg på at give udtryk for uenighed med en ellers god artikel vil jeg tage udgangspunktet i følgende citat:
”Marx tog fejl angående kommunismen. Men i sin forståelse af kapitalismens revolutionære art var han profetisk: Han ikke blot gennemskuede kapitalismens endemiske ustabilitet. Mere fundamentalt indså Marx også, hvordan kapitalismen tilintetgør sit eget sociale grundlag: middelklassens livsstil. Den marxistiske terminologi med bourgeoisi og proletariat klinger i dag arkaisk. Men da han hævdede, at kapitalismen ville styrte middelklassen ud i en lige så usikker stilling som vilkårene blandt hårdt pressede lønarbejdere fra hans egen epoke, foregreb han den gennemgribende ændring i vores livsform, vi i dag kæmper for at få rede på.
Han påviste, at kapitalismen var historiens mest revolutionerende økonomiske system: Jæger-samlere opretholdt deres levevis i tusinder af år, slavekulturer næsten lige så længe og de feudale samfund bestod i mange århundreder.
I modsætning hertil forvandler kapitalisme alt, hvad den kommer i berøring med. Det er ikke kun de materielle produkter, der konstant forandrer sig. Hele virksomheder og brancher bliver skabt og ødelagt i en uophørlig strøm af innovation, mens menneskelige relationer opløses og genopfindes i nye former.”
Gray beskriver den lange stabilitet, der kendetegnede de før-kapitalistiske samfund. Rester af jæger-samle-kulturen, som Gray kalder den og urkommunismen, som de fleste marxister kalder den, eksisterede i den grønlandske fangerkultur langt oppe i tiden. Den økonomiske forklaring på urkommunismen er, at menneskene måtte leve fra hånden til munden. Hvis en grønlandsk jæger, der havde haft held på sin jagt ikke delte udbyttet af jagten med de andre jægere og familier på bopladsen risikerede han, at der ikke var nogen til at forsørge ham og hans familie, hvis jagtlykken for hans eget vedkommende forsvandt.
Ifølge klassisk marxistisk opfattelse – se i den forbindelse ”Familiens, privatejendommens og statens Oprindelse” af Friedrich Engels – så indtrådte klassedelingen og nødvendigheden af at opbygge statsmagter, som et resultat af et voksende overskud i samfundsøkonomien, der ikke blev fordelt mellem alle, men tilranet af de stærkeste, som brugte statsmagten (i betydningen: ”en flok bevæbnede mænd”) til at forstærke røveriet med. Det er den marxistiske økonomiske forklaring på såvel slavesamfundene som feudalismen.
Det er rigtigt, at ”kapitalisme forvandler alt, hvad den kommer i berøring med”. Blandt andet skaber den et enormt overskud i produktionen. På den baggrund, hævdede Marx’ og Engels, at den også skabte det økonomiske grundlag for en overgang til kommunisme – ikke af nød men på grund af ”overflødighed”.
Ser vi på situationen, som den er i dag, kan de fleste vel blive enige om, at med hensyn til de menneskelige problemer, så skyldes de hverken mangel på tekniske, industrielle eller økonomiske ressourcer, men derimod måden, disse ressourcer bliver fordelt på. For mig at se, er overgangen til fælleseje af produktionsmidlerne og til kommunisme endnu mere nødvendig i dag, end den var i midten af 1840-erne.
”Den marxistiske terminologi med bourgeoisi og proletariat klinger i dag arkaisk”, skriver Gray. Det har han ret i. Men jeg kender alligevel stort set ikke andre måder, at beskrive den voksende ulighed på. Proletariat var i sin oprindelse den betegnelse for den laveste og besiddelsesløse klasse i Rom, men har efterhånden i marxistisk sprogbrug vundet status som betegnelsen for de mennesker, der er besiddelsesløse i den forstand, at de ikke selv ejer de produktionsmidler, de betjener, men må arbejde for andre.
Aldrig før har der været så mange ”besiddelsesløse” eller proletarer, som der er i dag. Omvendt har det egentlige bourgeoisi talmæssigt set aldrig været så lille.
Derfor tror jeg, at kampene for en overgang til et andet system: til socialisme eller for min skyld gerne kommunisme, vil blive ved at forstærkes i fremtiden. Vi taler om en kamp, der udspringer sig af en nødvendighed – for mig at se, er det vigtigt at få de blinde markedsmekanismer anbragt under folkelig kontrol, inden de ødelægger livsgrundlaget på vores klode – men der findes ingen modeller og facitlister.
Det gjorde der heller ikke under andre fremstød – Pariserkommune, den russiske revolution m.m. – for at skabe et klasseløst samfund, og hvor statsmagten i betydning af et undertrykkende apparat, også var forsvundet. Da de var de første forsøg, var de ikke særligt vellykkede.
Det var Edisons første glødelampe i øvrigt heller ikke.
Ingen kan sige, hvordan de første nye eksperimenter vil komme til at se ud. Det eneste, vi kan være nogenlunde sikre på, er, at kampen på ingen måde er forbi.
Vagn Rasmussen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Meget enig med Vagn Rasmussen # 3. oktober 2011 kl. 11:19.
Jeg synes det her er værd at tilføje, hvad der er allerede er blevet skrevet meget om i diverse debattråde om vækstparadigmet vs. klimakatastrofen her på informations sider, at den kapitalistiske produktionsmåde for tiden viser sin utilstrækkelighed. En vinkel, den ellers udmærkede artikel slet ikke kommer ind på.
En anden ting, Marx nemlig havde observeret var, at samfund op gennem historien var kommet og gået som en konsekvens af revolutioner. Revolution, som jo er et andet ord for en omvæltning.
Marx konkluderede, at produktivkræfterne - dvs. materialer, maskinel, kvalificeret arbejdskraft, know-how og alt, der så at sige gør, at produktionen kan lykkes og udkommet (afgrøden, produktet) bliver som den var tiltænkt - til at begynde med fungerer sammen med de gældende produktionsforhold (dvs. ejerskabsforholdene).
Sålænge, siger Marx, at produktionsforholdene udgør “udviklingsformer” for produktivkræfterne, er disse i “samklang”. Men i det øjeblik, de bliver “lænker” for førstnævnte dvs. når produktionsforholdene/ejendomsforholdene (og den grundlæggende fordeling af arbejdskraft og produktionsmidler) ikke længere formår at udnytte og udvikle produktivkræfterne i tiltrækkeligt omfang, så “indstræder en epoke med social revolution”.
Jeg har uendelig svært ved at se netop vor samtids krisesituation, som “kun” værende er en finanskrise. Er det da ikke ved at være tydeligt for enhver med øjne i hovedet, at der er tale om en en dyb systemisk krise? Og som artiklen så rigtigt har fanget, omformer kapitalismen, som historiens hidtil mest eksplosive revolutionære kraft, netop alt, den rører ved. Vi ser det kraftigere end nogensinde i kapitalismens histoire. Kapitalismen udbreder sig gennem globaliseringen (Marx: verdensmarkedet) overalt. Først gennem “udvikling”, siden gennem en periode med vækst og akkumulation og endelig… ja - ved at efterlade produktivkræfterne utilstrækkelige og naturgrundlaget nedslidt, undermineret, udtørret, udtjent.
Det er en på alle måde uholdbar situation for alle parter, udover kapitalisterne, der som artiklen så rigtigt siger, har umådelig travlt med at berige sig nu og her, for hvem ved hvad der er penge i om en uge.
Og den for kapitalismen så feterede middelklasse er det ikke mindst også en regulær skodsituation. For tiden snakkes der en del om grøn vækst og grøn kapitalisme. Det vil vise sig som snak, der kan blive svært at bruge til særligt meget, når de første bølger af klimaflygtninge og lyn-proletariserede grækere og andre tabere fra bankerot-ramte kapitalistiske stater kommer styrtende. Og det gør de, vent bare.
For mig at se er der intet alternativ til social massegrav af historisk omfang og en radikalisering af kapitalmagtens integration med voldsmonopolet (Bob Jensen taler om en global fascisme, jeg er ikke uenig), med mindre vi holder op med at krybe rundt på gulvet for de borgerlige og lukker bogen fra 1989 bag os med et støvet brag. Vi skal turde kræve vores ret til fællesskab og sammenhold om en ny demokratisk begyndelse. Vi skal i frihedens navn turde sige højt, at vi naturligvis kræver kommunisme.
Og nej, kommunismen, den fælles frihed, kommer ikke af sig selv. Marx tog rigtig nok fejl på dét punkt. Men det er omvendt uafvendeligt, at kapitalismen bryder sammen. Og når den gør det, er almindelige mennesker nødt til at stå klar med et alternativ til de individualistiske riges naturlige valg af samfundssystem.
Det værste ved at have indset den slags her, er de endeløse rækker af spørgsmål om hvordan i helvede, vi kommer dertil, og hvordan vi bedst drager gavn af de dyrekøbte erfaringer fra de kiksede statskapitalistiske forsøg med socialisme og kommunisme i det tyvende århundrede.
Med det vil jeg lade Vagn Rasmussen ovenfor få det sidste ord:
“Ingen kan sige, hvordan de første nye eksperimenter vil komme til at se ud. Det eneste, vi kan være nogenlunde sikre på, er, at kampen på ingen måde er forbi.”
Denne kommentar er anbefalet af:
de spilteoretiske og praktiske odd’s for de proletariseredes ( = de sandsynligste kommende magthavere ) modstandere
( skitseagtigt beskrevet med nogle uddrag fra det kommunistiske manifest;
som bør læses i helhed )
Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.
–––—
altså: at de som gør modstand mod sådanne
oprør, har før eller siden, tabt.
–––—
De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.
––––
Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.
Denne kommentar er anbefalet af:
“En patricier, en plebejer og en DKP’er kommer ind på en bar…”
selvfølgeligt er det proletarerne’s og dkp’erne’s oprør der er det vigtigeste, men det får jo en del tilslutning fra mange afskedigede , som før var i den højere middelkllasse, og som så også melder sig under den røde fane.
eksempel beretningen på http://www.information.dk/ om
de 170 afskedigede bankansatte.
Denne kommentar er anbefalet af:
selvfølgelig bør vi kræve communisme,
meeen
hvis(!) nu at capitalisterne lod være med nogensinde at afskedige nogen som helst, så kunne de jo mindske riskoen for at flere og flere bliver endnu mere vrede på capitalisterne. :-)
Så vidt jeg lige kan huske taler Marx om at hele verden må blive kapitalistisk for at det han kalder den socialistiske revolution kan komme; for at forudsætningerne er til stede. Lenin og Trotskij ville netop danne fordudsætningerne for dette; Stalin ville lave socialisme i et land.
Marx kaldte denne proces for kapital-subsumption, synes jeg at kunne huske, altså at alt efterhånden bliver kapitaliseret og underlagt kapitalens ‘love’, altså det Marx kalder for at akkumulere profit.
@karsten aaen
stalinisterne blev desværre presset til, midlertigt, at holde sig til socialisme / communisme i ét land
Denne kommentar er anbefalet af:
@Vagn Rasmussen.”For mig at se, er overgangen til fælleseje af produktionsmidlerne og til kommunisme endnu mere nødvendig i dag, end den var i midten af 1840-erne.” Bravo gid det var overskriften på forsiden af Information.
“Street Fighting Man” (manden bag sangen af Stones) Tariq Ali stiller sig samme spørgsmål som John Gray, hvorfor var det kapitalismen der triumferede og kommunismen der (næsten) forsvandt? For at få afklaret dette spørgsmål har han udgivet en lille bog serie:”Wath Was Communism”? Hvor forskellige forfattere få lov at slå sig løs og fabulere over emnet. Selv skriver Tariq Ali: ” The communist system lasted 70 years and failed only once. Capitalism has existed for over half a millennium and falied regularly”. Du skriver at “Pariserkommune, den russiske revolution m.m…” ikke var særlig vellykket. Der er jeg ikke enig, for selvom der var mange fejltagelser, så var der også mange tiltag, i den sovjetiske kommunisme, som fungerede overordentlig godt f.eks. statsbrugene. I Rumænien udviklede kollektivbruget sig til en ren succeshistorie, der fult ud opfyldte, en ansvarlig økonomiske og sociale politik.( Se f.eks.: Steven Sampson ”Rødt og sort arbejde i Rumænien”, i Jordens Folk Nr 2. 1982). Et socialistisk samfund er ikke mindre komplekst end, et kapitalistisk og der er mange misteltene, at tage i ed! Derfor kan det have en absolut værdi, at studere de tidligere kommunistiske samfund (uden den kolde krigs briller), og se på hvad man kan bruge og/lade sig inspirere af. Angående de sovjetiske kollektiver, som ophørte med, at eksistere da Jeltsin opløste Sovjetunionen, så er der flere forsøg på at genoplive dem i Sibirien. Disse forsøg er noget der sker på befolkningens eget iterativ. Andre steder har jeg set at lokalbefolkningen har genetablerede ”Pionererne” som fritidsklub og aktivitets center for deres børn. Det gør de fordi de har gode erfaringer med både kollektivbevægelsen og Pioner institutionen. At intet er totalt forkert ilustreres tydeligt af en ny bog som er på vej af Stephen Brain: ” Song of the Forest: Russian Forestry and Stalinist Environmentalism, 1905-1953”. Heri fremstiller forfatteren det interessante senarie, at under Stalin, udviklede der sig i Sovjetunionen, en miljøbevidsthed, som førte til, at miljøhensyn triumferede over hensynet til den voksende industri!
de ovennævnte henvisninger til spilteori og praksis, fra det communitiske manifest synes ikke helt at blive forstået af højrefløjserne:
der står at de af hensyn til eget og afkoms helbred
bør dreje venstre om, og det i den grad.
Det er ufatteligt dumt, at de gider kæmpe den kamp! Vi har prøvet at have for mange penge mellem hænderne, det blev man bare dummere af - been there, done that!
Denne kommentar er anbefalet af:
så længe der er capitalister i concurrence vil de forsøge at automatisere mere og mere, meget industriproduktion er allerede automatisreret, det næste bliver formodentlig derfor it-branchen, de boglige faggrupper i det hele taget,
og de aner jo selv hvor meget der kan rationalisteres og automatisres, i deres fagområder, hvor mere og mer proletariering så er meget forventlig, så også de bør jo også allerede nu melde sig under de røde faner.
ØØHHHH.
Nu spørger jeg dumt. Men den her påstand?
“Det er den person, der låner hæmningsløst og er ikke bange for at erklære sig konkurs, der overlever og søger videre mod ny velstand.”
Det er så vidt jeg ved, svært at erklære sig konkurs. Man kan stikke af fra det.
Men bliver man og ender med lån op over røgen, fra skorstenen. Så kan jeg have svært ved at se hvor den nye velstand kommer fra.
Men det er så bare mig. *gg*
Vagn og Anne Marie
Enig. Men hvad synes I, vi skal stille op med, at begrebet “kommunisme” er så historisk møget ind i nederlag og misbrugt tillid?
Spurgt i al oprigtighed. Folk har det med at se på én som om man spiser børn, hvis man så meget som nævner ordet uden samtidig at lynopremse sytten besværgelser og undskyldninger for diverse despoters svinerier op gennem historien.
Bare se i en anden aktuel tråd om Enhedslistens utilfredshed med den nye regerings økonomiske politik. Med største naturlighed angribes Frank Aaens politiske integritet - og ergo validiteten af hans kritik - fordi “han er kommunist”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og så ville jeg forresten, inspireret af de udmærkede indlæg her i tråden, anbefale den glimrende “Why Marx Was Right”, der udkom tidligere på året.
http://www.guardian.co.uk/books/2011/may/29/why-marx-was-right-eagleton-review
Forresten plejer jeg personligt bare at tale om ‘socialisme’, og kalde mig selv ‘socialist’, hvis nogen spørger. Men altså, det gør PASOK i Grækenland og lederen af IMF også. Uden at skrige af grin samtidig.
Der er ligesom et problem med de her begreber, er der ikke?
Til Claus Oreskov
Jeg er enig med dig i det, du skriver om Tariq Ali, som jeg første gang traf, da han var en af hovedtalerne ved demonstrationerne mod Verdensbanken i 1971, og som jeg stadig arbejder parallelt med i støtten til Labour Education Foundation (i Pakistan) og Labour Party Pakistan, men jeg er ikke enig med dig i dit syn på udviklingen i Sovjet under Stalin (hvad jeg vil vende tilbage til).
Et af de største problemer. menneskeheden har med kapitalismen, er, at den skaber enorme ophobninger af overskudskapital på private hænder. Som allerede Marx pegede på, var resultatet, at kapitalismen var forbundet med rytmiske kriser med mellemrum på 6-8 år. Marx forklarer det med, at opfindelsen af ny teknik blev udnyttet af de stærkeste virksomheder, mens de svageste gik nedenom og hjem. På denne måde fjernede man en del af overskudskapitalen, der var anbragt i virksomhederne – men det var bare ikke nok.
Men under den første verdenskrig, hvor der blev brugt enorme summer på uproduktiv krigsførelse, så slap man af med størstedelen af overskudskapitalen. At krige og kapitalisme også hører tæt sammen, forbigås af alle det kapitalistiske systems forsvarere. Den første verdenskrig lagde et utroligt pres på kæden af imperialistiske lande, og da kæden begyndte at gå i stykker, fandt det første sammenbrud sted i kædens svageste led - Rusland.
Jeg tror faktisk at uanset, hvad Lenin og de øvrige bolsjevikker havde gjort i 1917, så var forholdende i Rusland af en sådan karakter, at en bølge af revolutioner ville have gennemrystet landet. Men bolsjevikkerne prøvede i stedet at oprette verdens først arbejder- og bondestat på socialistiske principper.
Lenins død og de efterfølgende fraktionskampe resulterede imidlertid i, at Stalin kom til magten. Ved hjælp af blodige udrensninger af et utroligt omfang, ensrettedes blandt det engang så levende bolsjevikiske parti til en maskine, hvis eneste formål var at hylde ham og hans svingende indenrigspolitiske såvel som udenrigspolitiske kurs.
Pladsen tillader ikke en nærmere gennemgang af stalinismens forbrydelser og fejltagelser, men noget af den værste skade stalinismen efter min mening begik, var at lade disse forbrydelser foregå i socialismens og kommunismens navn.
Men da jeg synes, at sammenhængen mellem kapitalisme og krige trænger til at blive belyst meget mere, så vil jeg også omtale den verdensomspændende krise, som blev udløst af krakket i 1929. Igen var det overskudskapaciteten af privatejet kapital, der var den virkelige skurk. Selve krisen udryddede en del af overskudskapitalen, og senere medvirkede Roosevelts New Deal-politik, der gik ud på, at staten påtog at stimulere den private efterspørgsel, til at begrænse krisen yderligere.
Men rigtig gang i destruktionen af den privatejede kapital kom der først, da den anden verdenskrig lagde store dele af Europa (og af verden) i ruiner – først og fremmest Tysklands og Japans industri. Med afslutningen af den anden verdenskrig kom kapitalismen og verden ind i en ny – bølgeagtig – fremgangsperiode med genopbygningen af Tysklands og Japans industrier som omdrejningspunkterne. Den ujævne opgangsperiode begyndte at vende i midten af 1970-erne, og siden har kapitalismen befundet sig i en stadigt voksende – men ujævn – nedgangsperiode, som vi endnu ikke har set afslutningen på.
Blandt det, der hidtil har reddet kapitalismen, var sammenbruddet af ”socialismen” i Østeuropa, som gav kapitalismen store stimuli i form af åbning af nye markeder og adgang til nye råstofkilder. Ligeledes mener jeg, at den omsiggribende privatiseringsproces og den fortsatte oprustning også har gavnet den private kapital.
Men at heller ikke det kan redde kapitalismen, fik vi det første varsel om med krakket i den ærværdige og gamle Lehman Brothers bank i USA den 15. september 2008, som sendte chokbølger rundt i hele verden. Dette resulterede i udløsning af den ene bankpakke efter den anden for at redde det finansielle system ud af krisen. Men bankpakkerne har nu resulteret i, at også staterne er forgældede. Man har godt nok forsøgt at afhjælpe dette problem ved at skære ned på de sociale udgifter overalt, men samtidigt rammer man efterspørgslen foruden, at der altså er en grænse for, hvad befolkningerne vil finde sig i.
Kan kapitalen reddes ved hjælp af en tredje verdenskrig? I så fald står man med det store problem, at med udviklingen af masseødelæggelsesvåben som atombomber risikerer man også, at kapitalens spidser selv bliver ramt.
I stedet fører man en masse andre krige rundt omkring i verden. Langt de fleste føres i den interne imperialistiske kamp for at få størst mulig del af verdens stadig svindene råstofressourcer. Det er en meget dyr affære for skatteyderne verden over og også i USA.
Men derudover står Vesten og især USA med et meget alvorligt problem, for de mange krige, som man påstår føres for at bekæmpe terror, betyder de fleste steder, at man nu står over for guerillastyrker. Og for at bekæmpe en guerillastyrke - siger de fleste militære eksperter – må man råde over en hær, der er omkring 20 gange så stærk, som den guerilla, man vil bekæmpe. Om så hver eneste amerikansk statsborger blev forsynet med våben og sendt af sted for at kæmpe i de mange krige, USA har sat i gang, er det tvivlsomt, om det vil være nok.
Jeg tror, at kapitalismens krise er så dyb denne gang, at den ikke vil overleve den.Politikerne har snart ikke flere knapper, de kan trykke på for at redde systemet.
Til Bo S. Nielsen:
Du har ret i, at der er en masse forvirring omkring begreberne socialisme og kommunisme, men nu var mit første indlæg rettet imod en misforståelse af begrebet kommunisme, som jeg mener, Gray gjorde sig skyldig i. Og som jeg også pointerer i indlægget ovenfor, så mener jeg i særdeleshed, det var meget ulykkeligt for socialister, at Stalin begik sine enorme forbrydelser i socialismens navn. Også jeg tager mig til hovedet, når jeg ser, at PASOK og andre højreorienterede socialdemokrater, når lejligheden kræver det, kalder sig socialister.
Nå, men som du selv siger: folk kan mene, hvad de vil om socialister. Det får heller ikke mig til at opgive begrebet, fordi jeg mener, at det er dækkende for, hvad jeg selv står for. For øvrigt var der for et par år siden en opinionsundersøgelse, der sagde, at omkring 30 procent af den danske befolkning betegnede sig selv som socialister. Det skulle altså være muligt at erobre retten til ordet tilbage. Endnu værre er det med ordet kommunist, men jeg tager i hvert fald hatten af for Frank Aaen, fordi han i det mindste ikke angrer, at han har været kommunist i modsætning til Ole Sohn, som gør helt op med sin fortid som formand for DKP. Uden at skyde Frank noget i skoen, vil jeg tro, han er enig med mig i den måde, jeg har anvendt begrebet på i mit første indlæg.
Socialister og kommunister har altid været lagt for had af kapitalismens forsvarere inklusive i deres medier. Så det er der ikke noget nyt i.
Men selve ordene er i grunden ikke så afgørende. Hovedsagen er, at vi og mange andre rejser os imod det system, som undertrykker menneskene og truer selve vores eksistens og forandrer det til et bedre system i løbet af en periode med gennemgribende forandringer. Nogle vil kalde det en samfundsmæssig revolution, mens andre vil foretrække at bruge andre begreber. Hen ad vejen bliver vi nok enige om, hvad vi skal kalde det, vi er i gang med.
Vagn Rasmussen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, Kong Midas var trods alt klogere end sine efterfølgere de herrer monopolkapitalister:
“Midas, i græsk mytologi en konge i Frygien, som fangede en silen, en af Dionysos’ ledsagere, og søgte at aftvinge ham sandheden om livet. Svaret var, at det bedste er aldrig at blive født, det næstbedste at dø så hurtigt som muligt. For at få silenen fri lovede Dionysos at opfylde alle Midas’ ønsker, og Midas bad da uforsigtigt om, at alt, hvad han rørte ved, skulle blive til guld. Da også hans mad derved blev til guld, og han derfor var døden nær af sult og tørst, bad Midas om at blive fri for sin gave, og han blev renset ved at bade i Paktalosfloden, hvor guldet stadig kan vaskes ud af sandet.” sakset her: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Religion_og_mystik/Guder_i_antik_litteratur/Midas
Denne kommentar er anbefalet af:
“Næsten alle, der lever i dag, har en højere realindkomst, end de ville have haft, hvis kapitalismen aldrig havde eksisteret.”
Ja på bekostning af resten af verden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det kan siges kort: Inten samfundskonstruktion har i praksis vist sig mere effektiv og funktionsduelig end kapitalismen –- de stenhårde kendsgerninger.
Der er masser af hypotetiske forestillinger om andre samfundskonstruktioner, men de har aldrig virket i praksis på en måde, som det store flertal kan eller vil leve med……..
Bente
“Det kan siges kort: Inten samfundskonstruktion har i praksis vist sig mere effektiv og funktionsduelig end kapitalismen –- de stenhårde kendsgerninger.”
Der er så vidt jeg kan se ingen, der modsiger ovenstående. Hverken Marx, John Gray eller os i debatten.
Men hvis du læste lidt ned i teksten, ville du opdage, at debatten har flyttet sig siden Marx i 1840’erne benovet sagde det samme. Imidlertid har hans forudsigelse af, at selv dette imponerende system på et tidspunkt møder sine egne indre modsætninger og ikke længere kan tilfredsstille de behov, den skal, nået sin tid for opfyldelse.
Hvad er dit bud på et alternativ, hvis ikke en demokratisk planlagt grøn produktion, der tilfredsstiller menneskenes behov ligeligt, men ikke akkumulerer og forbruger i det uendelige?
Anne Marie,
>>demokratisk planlagt<<, siger du.
Ved ikke hvorfor, men det begynder allerede at løbe mig koldt ned ad ryggen.
@anne marie jensen; bente harlang
“Det kan siges kort: Inten samfundskonstruktion har i praksis vist sig mere effektiv og funktionsduelig end kapitalismen –- de stenhårde kendsgerninger.”
––—
mere effektivt end pyramidebyggerierenes ledere,
og med lignende eller større omkostninger, af såvel økonomiske som ikke-økonomiske slagse, for de som laver det meste af arbejdet
langt de fleste blandt
de proletariserede, løntrællegjorte
er nu “lidt” vrede på kapitalisterne,
og finder: at også opdragerne må opdrages
@Kim Gram.
no problem with a Kalashnikov :-)
Denne kommentar er anbefalet af:
- Mennesket er først lige trådt ud af skoven.
Det handler om singularitet. Også når det handler om økonomi - det hedder UNIMONETOS.
- Desuden gør fede slaver ikke oprør - det lærte vi i colosseum. Giv folket brød og skuespil og du kan herske enevældigt …. Kina er et strålende eksempel på et etpartis regime der køre med den kapiatistiske klat.
Hvad mon UNIMONETOS hedder på kinesisk ?
@karen von sydow
ja, demokratisk planlagt, såsom,
artiklen: lær af island, antyder
det er vist lars von trier som siger:
det irriterende ved kommunismen,
er at det involverer andre
mennesker
( som andet end ens løntrælle )
tilføjelser til:
langt de fleste blandt
de proletariserede, løntrællegjorte
er nu “lidt” vrede på kapitalisterne,
og finder: at også opdragerne må opdrages
og nogle af capitalisterne og mange af lakajerne, er formodentlig indenfor pædagogisk rækkevidde, mht. omskolinger.
Ej,
sikke en gang ideologisk nekrofilisme.
Kom videre!
@karen von sydow
så længe der endnu er capitalister, skal det at afskaffe dem lige først overståes
nogle bør jo tænke på:
at også avisredaktioners og journalisters
undladener, ladender, eller gørender, er der nogle
af de p.t. proletariserede, løntrællegjorte, som
husker, også til når capitalismen må give helt op.
lige så mht. politibetjente
Artiklen er rigtig i det omfang magthaverne konkurrerer.
Det gør de ikke. De “netværker” - holder privilegierne for sig selv - samarbejder om at holde de andre fra fadet.
Det er en gammel sydeuropæisk tradition, der i det seneste årti har bred sig til vore breddegrader:
“Regler er for tabere - det gælder om at holde sig gode venner med dem, der har magten”.
Bortset fra at være uretfærdigt mod de der holdes ude, betyder det desværre også ineffektivitet.
Det er ikke uden grund krisen er værst i syd.
Denne kommentar er anbefalet af:
@gorm petersen
ja der kom jo mange, af borgerlige revolutioner at være, mange lys fra syd, såsom:
jordkloden drejer om sig selv og om solen,
darwinisme, naturhistorisk udviklingslære,
så også sydeuropæerne fortsætter jo
sandsynligvis med nu proletariseredes
oprør mod capitalen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lidt om kapitalismens syge:
Vinder-taber-konstruktionen er det stærkeste anker, menneskeheden har. Vi taler og skriver meget om danskernes konkurrenceevne, om en nation af vindere og verdensmester mig her og verdens-mester der! Der er stærke biologiske argumenter for VTK(jf. vinder-taber…), som er overordentligt svære at ignorere. Evolutionen, den mest tilpassede vinder, er en uundgåelig faktor og pendant til kapitalismens konkurrencestruktur og kapitalismens til tider påståede incitament i menneskets naturlige konkurrencegenetik/grådighed. Men problemet opstår, idet vinderen efterlader taberen. I evolutionen udviskes taberen(“taberarvemassen”) igennem abstrakt mange generationer, men i kapitalismens VTK opstår situationen som taber spontant i individets levetid – taberen forsvinder ikke ad evolutionære veje, men må i tilværelsens mørke, som taber, se sin situation manifesteret i armod, sult, udnyttelse etcetera. VTK er uciviliseret og primitivt betinget, da taberen taber det ultimative i kampen: glæden ved tilværelsen eller sågar selve livet.
Ser vi på sportens verden, hvor taberen unægteligt spiller en fundamental rolle, er taberen et andet væsen. Taberen er her en del af vinderen, da vinderen ikke vinder, uden at taberen taber. Men der er en afgørende nuance, som bør nævnes eftertrykkeligt: Taberen har mulighed for at være en god taber, hvilket indebærer en hel anden situation. Taberen har her mulighed for at tage del i vinderens sejr med ære og stolthed, og taberen har endvidere mulighed for at erkende nederlaget, da det jo bare er sport og uden for en sfære af nødlidende konsekvenser ved nederlaget. Mennesket kan konkurrere civiliseret og få stillet et krav om konkurrencestimulans ad den vej. Når kapitalisme-forkynderne i samstemmende klang og med hovedløs konsensus plæderer for konkurrenceevnes gode væsen og eksistens som både fremtid og redningsvest, undgår de et afgørende og uforglemmeligt element i VTK: taberen. VTK har globalt rigtig mange tabere – den vidende vil ikke have behov for en opremsning af verdens skævheder. Vi kan ikke leve med, at nogle taber.
På sigt – ironisk nok – vil kapitalismen have udpint og massakreret jordens sarte biosfære og muligheden for en klode i balance, og dermed vil alle tabe i sidste instans.
Kommunisme i en revitaliseret form må være svaret!
Lad os ikke glemme at: kapitalisme er troen på, at de ondeste mennesker, vil gøre de ondeste ting, til alles bedste!
Kære kammerater,
glem nu heller ikke, at kapitalisme også kan være innovation, motivation og grundlaget for, at man er nødsaget til at gøre sit bedste.
Specielt set i relation til vores fremtidige, nødvendige økologiske omstilling.
Iværksætterisme forsvinder ikke fordi man lægger låg på profit og udbytning.
Selv mellemamerikanske narkogangstere er tilfredse med at få den investerede kapital 4-fold tilbage.
Og de viser da en risikovillighed, der får danske kapitalister til at blegne.
Så at loft over de mest absurde lønninger (flere millioner - om måneden) og gyldne håndtryk, vil på ingen måde skade initiativ og risikovillighed.
Opfinderen motiveres af faglig stolthed, og tjener sjældent ret meget.
Det er Stein Bagger og Klaus Riskjær typerne, der får de høje lønninger.
Og dem kan vi ligesom godt undvære.
@emil jennings
der er yttrres jo noget tvivl om hvor meget eller hvor lidt man gyldigt kan overføre darwins “mekanismer” mellem hhv. økologi og økonomi;
men hvis, man gyldigt kan;
og hvis capitalisme p.t. har overtaget over arbejderne, så er det darwinismeagtige da næppe noget påskud for at lade capitalismen beholde det evt., overtag;
fordi det darwinismeagtige er jo så mere et råd til arbejderne om at forene sig og forandre på det.
Det fremgår tydeligt af samfundsdebatten, at mange har svært ved, at identificere sig som kommunister eller socialister for den sag skyld. Karl Marx brugte selv ordet i flæng. Tilsviningen af socialismen har aldrig været værre end nu – hver dag bombaderes vi med ”røde lejesvende” og ”Stalinismens rædsler” værds i DR.K et folkeforførende og fordummende TV. Kapitalismen er i krise og derfor er der naturligt mange kapitalister der frygter for kommunismens genkomst! Derfor denne syndflod af anti-kommunisme. Anti-kommunismen har det let, kapitalen støtter op om den, og man kan trække på den kolde krigs mængder aflitteratur og film om emnet.
I USA er universiteterne private, og 95% af forskningen om Sovjetunionen blev betalt, af de sorteste reaktionære kræfter f.eks. Rockefeller Foundation samt af CIA. CIA muterede under den kolde krig, med et vælg af dækorganisationer, og myriader af afdelinger med de uskyldigste navne, gerne noget der indeholdt begreber som: demokrati, frihed, den personlige ejendomsret, oplysnings fonds osv. (CIA kradsede en del af pengene ind, gennem narko handel, samt ulovlig våben handel i stil med Iran-Contra-affæren). Herfra flød pengestrømmen til universiteter, og forskere, som var parat til at levere varen: anti-kommunisme og Sovjet- forskrækkelse. Hertil kom de mange nyttige idioter der rekrutteredes alle steder fra, og som spredte anti-kommunistiske og pro- amerikansk propaganda, overalt i samfundene. Et godt eksempel på denne ”uskyldige” infiltrering, er vores egen Otto Leisners pop programmer i TV. Ottos programmer modtog gratis grammofonplader, med sange der segmenterede amerikanske værdier. Pladerne var betalt af CIA. Gennem et halvt århundrede infiltrerede CIA alle segmenter, i den vestlige verden, med anti-kommunistisk propaganda. CIA stod for publikationen af over 1000 bøger på engelsk, som skulle miskreditere Sovjetunionen og kommunismen. Mange af disse bøger var skrevet af velansete forfattere, og en del kom også på andre sprog (Se William Blum: ” Rogue State A Guide to the World´s Only Superpower). Hertil kommer så den privat finansierede anti-kommunisme, hvor det amerikanske forlag Reader’s Digest, var en af hovedsponsorerne. Reader’s Digest anti-kommunistiske bøger blev solgt i millionvis, og forlaget kam aldrig i pengenød. Det er Reader’s Digest der stå bag de fleste, af den kolde krigs anti-kommunist bestseller. Folk som Arthur Koestler, Victor Kravchenko, Richard Krebs (Bedre kendt som Jan Valtin i Danmark) og Whittaker Chambers skylder Reader’s Digest alt. Med undtagelse af Arthur Koestler som godt kunne skrive selv, stillede Reader’s Digest en hel stab af medarbejdere, til rådighed for de herre anti-kommunister og landsforrædere. Resultatet blev 4. bemærkelsesværdige bøger, som kom til at bestemme vestens billede, af Sovjetunionen gennem hele den kolde krig. Det forunderlige er bare at alle 4. bøger er skønlitteratur, og alligevel blev de antaget for dokumentarisme af millioner af læsere. Om dette sære fænomen har professor i litteratur ved Princeton Universitet John V. Fleming, skrevet en fascinerende bog: ”The Anti- Communist Manifestos – Four Books That Shaped The Cold War”.
bortset fra de mere almene såvel naturhistoriske som culturhistoriske udviklingslærer
( altså de som har både kulturhistorien og naturhistorien, blandt deres “genstande” )
kunne man måske tænke på
historien om:
naturhistoriske udviklingslærer’s fremkomst
og historien
om deres brug som argument for(!) communisters
oprør mod capitalister,
Claus,
det er alt sammen meget godt, men dit budskab (som er?) forsvinder altså i dit eget spindelvæv af historisk onani og arkariske konspirationsteorier.
Det er vel stadig god grund til at være forskrækket over det sovjetiske samfundssystem og dem, der ligner? Behøver vel bare sige det arabiske forår.
Hvis du, og andre, (moderne?) kommunister skal have held med at overbevise andre end jer selv, ja så er det pine død nødvendigt at sovjetiske og andre anti-demokratiske referencer bliver skrottet, og nye tanker og idéer fødes.
mange, og flere og flere, mennesker ser gerne noget andet i stedet for: liberalistisk økonomi , og capitalisme, og hvis det ikke bliver communismen,
den internationale socialisme; dvs.
venstrefløjen; hvad bliver det andet mon så ?
Skriv en kommentar